Sider

lørdag den 30. marts 2013

Det nye haveår i den lille have

Bloggen har ligget i hi siden sidste sommer. Men som et forårsløg i den frosne jord, betyder det ikke, at der ikke er håb om, at den kommer til at blomstre igen.

Det var min hensigt, at der rigtig skulle startes på haveåret denne påske, men et hurtigt kig ud i den snedækkede have, overbeviser om at vi sagtens kan ligge her i hulens hi, og hygge med andre sysler uden dårlig samvittighed...

Men vi længes alle mod mildheden og der er forskellige projekter, jeg tænker skal sættes igang 'når jorden er bekvem'...

Der skal nusses om den lille rækkehus have, der er dog ikke de største udfordringer. Plænen blev trådt i smadder nytårsaften, af Olivias glade nytårsgæster. Til reperation af denne ligger allerede 1 kg græsfrø og venter i skuret. Ellers skal den bare passes og nydes - jeg overvejer den totale nedsabling af kejserbusken, som det mest dramatiske.

Jeg har sidste år arbejdet på et projekt i 'forhaven' - en italiensk terrasse - hvor langt jeg kommer med den, vil jeg lade være op til vind, vejr og spontanitet. Mest af alt, vil jeg bare have min plet i morgensolen og nyde den.

Som noget nyt er jeg tilbage i nyttehaven. Jeg har en kollega og god veninde på jobbet som bor i nærheden, og har et stykke jord i Enghavens haveforening, hvor jeg selv tidligere har haft nyttehave. Jeg får et enkelt bed af hende, og er spændt på, hvordan det bliver at dyrke grøntsager igen. Er lidt nervøs for at blive stresset, hvilket IKKE er meningen, men tilgengæld at nyde at rode i jorden og høste afgrøder :-)

Planen er ind til videre, et krydderurtebed, en masse jordbær, plads til lidt salat, squash, bønner og ærter. Lad os se hvordan det kommer til gå...

Ind til videre ser udsigten således ud: